28.10.09
Kategori: Øst- og Centralafrika, NødhjælpOsana Bangiwa Limuke på 65 år levede et godt liv med sin familie før oprørsgruppen LRA, tvang dem væk fra deres hus.
”Min familie levede af at dyrke jorden. Vi levede et simpelt liv, men vi havde sikkerhed og vi kunne tage vare på os selv. Det kan vi ikke længere – alt det er fortid. Vi mistede næsten alt under flugten,” fortæller Osana.
Livet i Faradje er hårdt, og oprørsgruppen Lords Resistance Army (LRA) hærger og angriber stadig i landsbyen. For to uger siden blev Osana offer for oprørsgruppens voldsomme metoder.
”En mindre gruppe LRA banditter overfaldt tre familier i lejren. Min familie nåede at stikke af, men jeg var for gammel til at komme væk i tide. De tvang mig til at ligge ned på gulvet i hytten. Jeg kunne mærke automatriflen pege mod min krop, mens de røvede al vores mad og vores ejendele,” fortæller Osana.
Osanas familie lever i konstant usikkerhed. LRA kan vende tilbage når som helst, og intet tegner på at situationen forandres. Derudover mangler familien mad. Mad er et stort problem, da familiens afgrøder ikke er modne, og muligheden for at få et job som daglejer er minimal.
”Mad og sikkerhed er vores største ønsker for fremtiden. Vi spiser kun et måltid mad om dagen, og vi har brug for redskaber og såsæd, så vi kan dyrke jorden,” lyder ønsket fra Osana.
Hjælp flygtninge i DR Congo, som Osana. Der er brug for basal nødhjælp, som kan forbedre flygtninges levevilkår. Som indsamler søndag den 8. november, hjælper du Dansk Flygtningehjælp, til at kunne gøre en forskel i DR Congo, hvor vi netop har opstartet et projekt. Behovene er enorme og folk har akut brug for mad, vand og beskyttelse. Meld dig på www.flygtning.dk eller ring 33 73 51 70 og gør en forskel.





