Dansk Flygtningehjælp

Nye regler rammer de svageste flygtninge

16.03.10

Kategori: Holdninger og debat, Integration, Asyl, Pressemeddelelser, Nyheder, Danmark

 

De nye stramninger af udlændingereglerne gør det sværere for traumatiserede flygtninge at få permanent ophold i Danmark. Det er et skridt i den helt forkerte retning, mener Dansk Flygtningehjælp.

DF og regeringens nye regler for permanent opholdstilladelse og deres serviceeftersyn af udlændinge- og integrationspolitikken rammer flygtninge i Danmark, der får sværere og svære ved at opnå almindelige rettigheder som borgere her i landet.

Reglerne sikrer, at indvandrere, der hurtigt kan få arbejde, lære dansk og klare sig selv i det danske samfund, kan opnå permanent opholdstilladelse efter fire år. Det er til gavn både for dem og for det danske arbejdsmarked. Men reglerne tager ikke særligt hensyn til de udfordringer ressourcesvage og traumatiserede flygtninge står overfor.

”Det nye pointsystem ophæver de gamle regler, der gjorde det muligt at få permanent opholdstilladelse i Danmark efter 7 år. Det gør det generelt vanskeligere for flygtninge at opnå permanent opholdstilladelse. Det betyder, som teksten står nu, at mange svage eller traumatiserede flygtninge vil stå helt uden en mulighed for at opnå den permanente opholdstilladelse, fordi kravene om beskæftigelse og selvforsørgelse er blevet yderligere skærpet,” siger Andreas Kamm.

Andreas Kamm fremhæver, at det er en god ide, at skabe motiverende genveje, men for flygtninge er det sjældent viljen, der mangler, når flygtninge skal finde fodfæste fx på det danske arbejdsmarked eller i det danske sprog. Det er evnen.

”Mange flygtningene står svagere fra start fordi de har traumer med i bagagen, den gruppe har faktisk stort behov for at få ro på tilværelsen – en ro de tidligere har fået for sent, men dog efter syv år, i form af en permanent opholdstilladelse,” siger Andreas Kamm, der opfordrer regeringen og DF til også at se lidt mere på, hvad flygtningene bliver mødt af i det danske samfund.

”Når regeringen og Dansk Folkeparti ønsker at forbedre integrationen i Danmark, bør de have et lige så engageret fokus på de grupper, der kommer hertil med en traumatiseret flygtningebaggrund, som de indvandrere, der vil have arbejde. I øjeblikket er der fx to års kø til behandling for de traumatiserede – to år, hvor traumerne blot bliver forværret, og som bestemt ikke gør det lettere for flygtningene, at leve op til kravene om at lære dansk, få et arbejde og opnå selvforsørgelse."