24.08.10
Kategori: Nyheder, Danmark, Holdninger og debat, AsylDansk Flygtningehjælp har i en ny rapport kortlagt rådgivningsbehovet blandt danske asylansøgere. Rapporten viser, at manglende forståelse af asylproceduren er et problem for retssikkerheden, og skaber stor frustration blandt asylansøgere.
Asylansøgere i Danmark har ret til at modtage rådgivning fra Dansk Flygtningehjælps asyljurister, det sker gennem besøg på landets 21 asylcentrer og fra den åbne rådgivning i København. En ny rapport baseret på interviews med asylansøgere fra hele landet, afdækker et skjult rådgivningsbehov.
”Asylansøgere ankommer hver eneste dag. De havner i et land de ikke kender, mange af dem har et meget begrænset engelsk og de fleste, har en forståelig angst for myndigheder – de kender kun de undertrykkende regimer, militser eller krigsherre de er flygtet fra. Samtidig er den danske asylprocedure og lovgivning meget kompleks, og en stor gruppe asylansøgere er simpelthen usikre på deres pligter og rettigheder, ” siger Andreas Kamm generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.
Dansk Flygtningehjælps rapport peger på en række konkrete områder, der skal forbedres hvis de danske myndigheder skal have de bedst mulige betingelser for at vurdere asylsager, og asylansøgeres rettigheder skal sikres bedre.
”Rapporten viser tre helt afgørende ting. Vi skal have en tidligere rådgivning, der sikre at asylansøgere stoler på de danske myndigheder og fremlægger alle detaljer om deres asylmotiv. Vi skal have en differentieret rådgivning, der sikrer, at sproglige, uddannelsesmæssige eller kulturelle forskelle ikke får betydning for asylsagen, og endelig er det meget vigtigt, at alle asylansøgere kender til og henvises til rådgivningstilbuddet fra Dansk Flygtningehjælp,” siger Andreas Kamm.
Dansk Flygtningehjælps rapport har to hovedformål: at skabe et bedre overblik over rådgivningsbehovet, og at omsætte dette overblik i en bedre rådgivning.
”Vi ved hvor vi skal sætte ind, og vi vil naturligvis prioritere vores rådgivning så effektivt som vi kan. Samtidig har vi en række samarbejdspartnere – myndigheder, Rigspolitiet, Røde Kors, kommuner, der administrerer asylcentre osv. Denne rapport skal naturligvis være afsæt for en diskussion af hvordan vi bedre kan hjælpe hinanden med at sikre rådgivningen bedst muligt,” siger Andreas Kamm.
Læs rapporten





