Dansk Flygtningehjælp

Nødhjælpskoordinator til Kirgistan

17.06.10

Kategori: Nyheder, internationalt, Centralasien

 

Situationen i Kirgistan er kaotisk og FN kalder på forstærket international hjælp. Dansk Flygtningehjælp er i området, og forstærker nu indsatsen for at sikre hurtigt og effektiv hjælp til de hundredetusinder af civile, der er sendt på flugt.

Dansk Flygtningehjælps nødhjælpskoordinator tager hurtigst muligt til
Kirgistan for at styrke Flygtningehjælpens indsats i den akutte
humanitære krise, hvor op mod 300.000 menes at være sendt på flugt
til andre egne af Kirgistan og til nabolandet Usbekistan.

”I øjeblikket er situationen kaotisk. Der er ingen adgang til det
Ferghana-dalen, hvor urolighederne foregår, end ikke FN har mulighed for
at komme frem til de mange flygtende. Det ændrer sig forhåbentligt i
løbet af de kommende dage, og så er det væsentligt at være på stedet,
have planlagt indsatserne i samarbejde med blandt andet FN - og komme i
gang,” forklarer Christian Gad, Nødhjælpskoordinator i Dansk
Flygtningehjælp.

Dansk Flygtningehjælp har med base i hhv. Kirgistan og Tadsjikistan
arbejdet i Ferghana-dalen siden 2003, og har derfor både mandskab,
netværk og kontakter i regionen, der kan sikre en effektiv og
målrettet indsats.

”Der mangler stadigvæk konkret viden om situationen, men vi ved at
der har været voldsomme overgreb på de civile, huse er brændt ned, og
mange er kommet af sted uden at have noget med sig. Det er desværre det
billede, vi ofte ser i akutte flygtningekriser,” forklarer Christian
Gad, hvis første opgave bliver at indgå i tæt samarbejde med UNHCR i
området, der står for at koordinere den akutte humanitære indsats.

”Vi forbereder os på en fleksibel indsats, der sikrer at vi får
dækket de største behov først. Min forventning er, at der vil være
akut behov for uddeling af basal hjælp - rent vand, mad og elementære
ting som tæpper og køkkengrej. Og så vil der være brug for at sikre at
flygtningene får tag over hovedet.”

Ferghana-dalen var allerede før de politiske spændinger i Kirgistan et
konfliktfyldt område på grund af sin opdeling mellem de tre nationer
Kirgistan, Tadsjikistan og Usbekistan samt de mange etniske enklaver i
hvert land. Dansk Flygtningehjælp har siden 2003 arbejdet sammen med
Dolina Mira netværk (Fredsdalen), et netværk af 30 NGO’er fra de tre
lande i Ferghana dalen.