28.05.10
Kategori: Nyheder, DanmarkDansk Flygtningehjælp har i 2009 kunnet yde mere hjælp til flere, det fremgår af Årsrapporten for 2009, der netop er blevet godkendt på årets Repræsentantskabsmøde.
Dansk Flygtningehjælps hovedopgave er at hjælpe de fordrevne. Vores vision er, at ingen flygtning skal savne hjælp til at finde beskyttelse og varige løsninger og at ingen, der ønsker at blive integreret i det danske samfund, skal savne hjælp til det. Med denne vision for øje hjælper vi flygtninge og fordrevne og taler deres sag i Danmark såvel som i mere end 25 konfliktramte lande.
Det internationale hjælpearbejde er året igennem blevet udbygget betydeligt. Det gælder vores programmer på Afrikas Horn, hvor især den alvorlige situation i det centrale og sydlige Somalia har præget billedet og skabt helt katastrofale forhold for mange mennesker. Sri Lanka og det relativt nye program i Den Centralafrikanske Republik var andre vigtige indsatsområder. Desuden er nye aktiviteter påbegyndt i Congo og Etiopien.
I Danmark har Dansk Flygtningehjælp også øget sit bidrag til integrationsarbejdet – både gennem de stadigt flere frivilliges enestående indsats og gennem udbygningen af integrationsarbejdet i øvrigt. Med vores Center for Udsatte Flygtninge (CUF) sætter Dansk Flygtningehjælp et særligt fokus på de svageste.
Med udgangspunkt i organisationens asyljuridiske kompetence har der været ydet en overordentlig stor rådgivningsindsats for asylansøgere og afviste asylansøgere – især den irakiske gruppe. Dansk Flygtningehjælp har også talt flygtninge og asylansøgeres sag i høringssvar, i dialog med beslutningstagere og institutioner og gennem debat i aviser, radio og TV.
Vi skal kunne dokumentere, at den assistance, vi leverer til nogle af verdens mest udsatte mennesker er i orden – ikke mindst, når vi har en ambition om at hjælpe endnu flere. Derfor er kvalitetssikringen et prioriteret område og den eksisterende certificering af det internationale arbejde vil i den kommende periode blive udbygget til også at omfatte det nationale arbejde.
Download Dansk Flygtningehjælps årsrapprt for 2009 (PDF 2,5MB)





