Dansk Flygtningehjælp

Kidnappede medarbejdere befriet

25.01.12

Kategori: Afrikas Horn, Nyheder, internationalt, Nødhjælp, Pressemeddelelser

 

De to kidnappede humanitære nødhjælpsarbejdere, Poul Hagen Thisted og Jessica Buchanan er i dag blevet fri efter en redningsaktion i Somalia. De to medarbejdere ved Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling er uskadte og har det efter omstændighederne godt.

De to medarbejdere ved Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling, DDG, amerikanske Jessica Buchanan og danske Poul Hagen Thisted, blev i dag frigivet ved en succesfuld redningsaktion i Somalia.

”Jeg er glad og lettet over, at tre måneders mareridt for Poul og Jessica nu er overstået. Poul og Jessica er fri, de er på vej til et sikkert sted, hvor der vil blive taget godt hånd om dem, og hvor de vil blive genforenet med deres familier,” det fortæller Ann Mary Olsen, chef for Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling.

”Poul og Jessica har talt med deres familier, som har fortalt mig, at de begge er ved godt mod, og efter omstændighederne har det godt. Familierne har bedt mig videreformidle en stor tak til medierne, for deres store diskretion og respekt for at familiernes behov for fred og ro. De håber meget, at medierne også fremover vil respektere deres behov for privatliv. De henviser medierne til os,” siger Ann Mary Olsen.

De to medarbejdere ved Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling, Danish Demining Group, DDG, blev kidnappet d. 25. oktober 2011 i Galkayo i det Centrale Somalia.

”Vi var klar over, at den amerikanske regering muligvis ville igangsætte en redningsaktion – men vi har ikke været delagtiggjort i deres konkrete planer. Vi kender ikke detaljerne – men det der er allervigtigst for os er, at Poul og Jessica nu er fri efter tre lange måneder i kidnappernes vold. Det er vi meget taknemmelige for,” siger Ann Mary Olsen.

Siden kidnapningen har Dansk Flygtningehjælp fået unik støtte fra traditionelle ledere, ældre og politikere i Somalia, samtidig med at civile somaliere er gået på gaden i demonstration for at sikre en hurtig og betingelsesløs frigivelse af Poul og Jessica.

”Det somaliske folk har fordømt kidnapningen og arbejdet utrætteligt for at få de kriminelle, der havde kidnappet Poul og Jessica til at forstå at de skulle sætte de to dedikerede nødhjælpsarbejder fri. Det somaliske folk har fortsat deres støtte i dag. Vi har fået utallige lykønskninger – og vi har fået meldinger om stor glæde og fejringer i det Centrale Somalia, baade i Adado, Galkayo og i hovedstaden Mogadishu. Vi takker alle, der har gjort, hvad de kunne – deres indsats har været uvurdering,” siger Ann Mary Olsen.

Jessica Buchanan har arbejdet som regional oplysningsrådgiver for Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling siden maj 2010, Poul Hagen Thisted arbejder med landsby sikkerheds processer for DDG, han har arbejdet for Dansk Flygtningehjælp i Somalia siden juni 2009.

Dansk Flygtningehjælp har arbejdet på Afrikas Horn siden 1998, en region der er kendt for at være svær for nødhjælpsorganisationer at arbejde i på grund af årtier med væbnede konflikter og komplekse magtstrukturer. Dansk Flygtningehjælp og minerydningsafdelingen Danish Deming Group hjælper op mod 450.000 mennesker på Afrikas Horn.

Dansk Flygtningehjælp opfordrer til medierne til at afholde sig fra at kontakte de to frigivne gidsler og deres familier. De har lige nu brug for ro og tid til at være sammen.

Alle mediehenvendelser bedes rettet til Dansk Flygtningehjælps hovedkontor i København. Nyheder om situationen fra Dansk Flygtningehjælp vil blive lagt på flygtning.dk/ drc.dk.

Læs på somali (PDF 105KB)

Filer:
Jessica_Buchanan_08.JPG
Poul_Hagen_Thisted_08.jpg
 
 
quotes

Jeg er glad og lettet over, at tre måneders mareridt for Poul og Jessica nu er overstået. Poul og Jessica er fri, de er på vej til et sikkert sted, hvor der vil blive taget godt hånd om dem, og hvor de vil blive genforenet med deres familier.

Ann Mary Olsen, chef for International Afdeling, Dansk Flygtningehjælp