Dansk Flygtningehjælp

Kalle hjalp kvinder i nød

08.11.09

Kategori: Nyheder, Danmark, Kultur

 

Vinderen af DR’s underholdningsshow Talent 2009, Kalle Pimp, stod for underholdningen da Arriva og Dansk Flygtningehjælp satte mulighedernes tog på skinner

I weekenden kastede Kasper Larsen, alias Kalle Pimp, sit talent ind i kampen for at bedre flygningekvinders vilkår, da han stod for underholdningen på 'mulighedernes tog', der kørte mellem Silkeborg og Århus lørdag formiddag.

”Jeg finder det dybt inspirerende, når store og komplekse problemer finder jordnære og praktiske løsninger. Det er jo så indlysende, at det er kvinderne – også i flygtningefamilier, der kan skabe en fremtid for deres familier. Jeg mener, sådan er det sgu også herhjemme ik’, halvdelen af os ville jo fare forvirret rundt, hvis ikke vi havde en kvinde i vores liv,” siger Kalle Pimp og fortsætter:

”Jeg har selvfølgelig svært ved at forestille mig et liv på flugt med mine børn, uden mad og i konstant fare for overgreb og vold – men jeg ville helt sikkert foretrække at have min kone ved min side hvis det skete.”

Selv om ruten gennem de danske landskaber ikke kørte gennem et af verdens brændpunkter, så gav landsretsdommer Stig Glent-Madsen, som netop er vendt hjem fra Liberia, passagerne et indblik i, hvordan det er at befinde sig de steder på kloden, hvor hverdagen er utryg.

”Dansk Flygtningehjælp giver verdens flygtningekvinder mulighed for at vende sikkert hjem, og det er helt naturligt for os at støtte dette arbejde ved at stille et tog til rådighed for indsamlingen”, siger salgs- og marketingchef Jens Thousgaard fra Arriva.