Dansk Flygtningehjælp

Behov for styrket humanitær indsats for fordrevne i Somalia

22.02.10

Kategori: Nyheder, internationalt, Afrikas Horn

 

Antallet af interne flygtninge i Somalias Puntland region stiger og stiger, men den humanitære indsats er slet ikke fulgt med. Tusindvis af fordrevne mangler adgang til rent drikke vand, mad, tag over hovedet, sundhed og uddannelse.

Dansk Flygtningehjælp er en af de meget få humanitære organisationer, der yder humanitær nødhjælp til de fordrevne i byen Qardho i Somalias Puntland region. Men der er brug for langt mere end organisationen kan levere i dag, for regionen er hårdt ramt af tørke, og antallet af fordrevne fra syd og central Somalia stiger dag for dag.

”Behovet for humanitær hjælp er alarmerende. Mange flere, end vi kan hjælpe i dag, har brug for adgang til rent drikkevand, tag over hovedet, uddannelse og sundhedsydelser,” siger Peter Klansøe, leder af Dansk Flygtningehjælps indsats på Afrikas Horn.

”Jeg appellerer til både donorer og andre organisationer, der kan have en interesse i at arbejde i somalia, om at hjælpe os med at hjælpe både de fordrevne og lokalsamfundet.”

Habiba Aden Khayr har overlevet som intern fordreven i en flygtningelejr nær Qardho by, siden hun for år tilbage måtte flygte fra krigen i det centrale Somalia. Hun har oplevet, hvordan situationen er blevet sværere og sværere for de fordrevne.

”Vi har mange problemer, og vi er sultne. Den her lille gryde med ris er den første mad, jeg laver til mig selv og mine børn i dag, og det er alt, hvad vi får at spise hele dagen,” siger hun.

Habiba står op kl. 6 hver morgen og går af sted for at lede efter rengøringsarbejde i byen. I dag har hun været heldig at få et job, men hun fik kun 20.000 somaliske shilling (ca 3,5 kroner) – ikke nok til at brødføde familien på 10.

“Vi mangler bedre steder at bo, og vores børn har brug for en uddannelse, så vi mangler skoler. Men mest af alt mangler vi mad.”

Der er stort pres på lokalsamfundet for at dele de få ressourcer, der er, med de mange fordrevne. Qardhos borgmester appellerer efter en større humanitær indsats, da han tvivler på, at byen kan give jobs til de 2,500 fordrevne, der i øjeblikket bor i de ni flygtningelejre, der er rundt om Qardho by.

”Dansk Flygtningehjælp har udvidet sin indsats i Qardho som en reaktion på den forværrede humanitære situation. Vi arbejder på at sikre de fordrevne bedre tag over hovedet, vi uddeler madrasser, distribuerer dunke til vand og andre af de ting, de fordrevne har brug for i deres hverdag,” siger Peter Klansø.

Flygtningehjælpen arbejder også med at give de fordrevne redskaber, så de kan tjene penge og forsørge sig selv og familien. I øjeblikket er 32 mænd og kvinder i gang med et skrædderkursus.

”Da jeg startede på kurset for en måned siden, vidste jeg ingenting om symaskiner, eller hvordan de virkede. Nu ved jeg en masse og kan sy på maskinen. Når jeg er færdig med kurset, vil jeg åbne et lille skrædderi, så jeg kan forbedre mit og min families liv,” siger Gudi Abdikheir, der deltager på kurset.

 

Baggrund
Mere end 3.2 millioner somaliere, næsten halvdelen af landets befolkning, er ifølge FN afhængige af elementær humanitær assistance.

Antallet af fordrevne somaliere er steget med mindst 63.000 siden begyndelsen af 2010, de kommer primært fra Mogadishu og Belet Weyne i det centrale Somalia. De fordrevne flygter både mod nord, syd og vest – internt i Somalia, til Kenya, Etiopien, Eritrea og Yemen.

Siden 1991 er mindst 1.5 millioner somaliere blevet fordrevet til andre steder af Somalia, de lever i interimistiske lejre over hele landet. En tredjedel af de fordrevne lever i Afgooye korridoren – der ligger omkring 30 km. fra hovedstanden Mogadishu. De lever under kummerlige forhold uden tilstrækkelig adgang til rent drikke vand, mad, sundhed, sanitære forhold og uddannelse.