Dansk Flygtningehjælp

West Africa

Vestafrika

Dansk Flygtningehjælp har været i Vestafrika siden 1998, og har siden starten arbejdet med internt fordrevne mennesker i det sydøstlige Liberia. I 2006 blev der lavet en ny regional strategi i erkendelse af den ustabilitet, der hersker i Liberias nabolande, og dermed nødvendigheden af at arbejde på tværs af grænserne.

I dag arbejder Dansk Flygtningehjælp med et vidtforgrenet regionalt projekt i Liberia, Elfenbenskysten og Guinea, der fokuserer særligt på grænseområder. Målet er at støtte fred og stabilitet såvel som at yde beskyttelse og finde varige løsninger for mennesker, der er berørt af konflikter. Regionen er fortsat ustabil, og i foråret 2011 førte en voldsom politisk krise og væbnede kampe i Elfenbenskysten til, at hundredetusinder af mennesker blev fordrevet fra deres hjem. Mange søgte tilflugt i Liberia.

Dansk Flygtningehjælp støtter flygtninge, internt fordrevne og tidligere krigsdeltagere med at blive integreret i lokalsamfundene eller til at vende hjem og blive reintegreret. Samtidig bliver der ydet støtte til de lokalsamfund, der huser de fordrevne og hjemvendte, og til andre, der er berørt af konflikt og fordrivelse.

Dansk Flygtningehjælp og kvinder i Vestafrika
Blandt de projekter som Dansk Flygtningehjælp arbejder med i Vestafrika er særlige indsatser for kvinder. Indsatsen handler om at styrke vestafrikanske kvinders indflydelse på det sociale, økonomiske og politiske område. I 2007 og 2008 blev der gennemført et stort projekt "Kvinder for Fred" (Women Building Peace, WBP). Projektet var finansieret af den danske regering, med henblik på at implementere FN’s Sikkerhedsråds Resolution 1325 om kvinder, fred og sikkerhed samt at fremme kvinders rolle som fredsskabere på lokalt, nationalt og regionalt niveau. Kvinder for Fred-projektet blev udført i Liberia, Guinea og Elfenbenskysten, og sluttede i februar 2009. Dansk Flygtningehjælps strategi om at støtte implementeringen af Sikkerhedsrådets Resolution 1325 fortsætter som en integreret del af alle programmerne.

Det igangværende regionale projekt TERRA (Women Together for Economic Rehabilitation and Recovery through Agriculture) støtter kvinders økonomiske aktiviteter inden for landbrug og markedsføring af deres produkter. Kvinderne modtager samtidig støtte til at sikre deres rettigheder og sikkerhed samt deres deltagelse i beslutningsprocesser. Dermed bygger projektet på Dansk Flygtningehjælps tidligere arbejde med fredsskabelse, fødevareforsyning og landbrugsaktiviteter i området.

Dansk Flygtningehjælps aktiviteter for fredsskabelse, beskyttelse og økonomisk indflydelse har fokus på sårbare kvinder, herunder kvinder, der er tidligere krigsdeltagere og krigsofre, samt handelskvinder, der krydser grænserne. Dansk Flygtningehjælps strategi går ud på, at integrere fredsskabelses-, beskyttelses- og indkomstskabende aktiviteter med henblik på generelt at styrke kvinders vilkår.