Dansk Flygtningehjælp har løbende udvidet indsatsen i Øst og Centralafrika. Regionen er præget af komplekse flygtningeproblemer og konflikter, der kræver en humanitær indsats på tværs af landegrænser. Indsatsen startede i 1999 hvor Dansk Flygtningehjælp åbnede program i Uganda. Senere er en række andre lande og områder fulgt efter – Nordsudan i 2004, Sydsudan i 2005, Centralafrikanske republik i 2007 og senest Demokratisk Republik Congo i 2009.
Krige og konflikter har præget Øst og Centralafrika gennem årene. Civilbefolkningen er udsat for drab og overgreb, og tvangshvervning af børnesoldater er udbredt. Store dele af befolkningerne er tvunget på flugt – enten i deres eget land eller på tværs af regionens landegrænser. Samtidig er Øst og Centralafrika præget af fattigdom, korruption og manglende muligheder.
Dansk Flygtningehjælp arbejder med både nødhjælp og langsigtet hjælp i Øst og Centralafrika. Fra uddeling af drikkevand, tæpper og tøj til genopbygning af skoler og landsbyer - og fra mikrolån og udeling af redskaber til rehabilitering af børnesoldater og undervisning i menneskerettigheder.
Øst og Centralafrika huser millioner af flygtninge og internt fordrevne, alene i Sydsudan er mere end 5. millioner mennesker på flugt.





