10.01.12
Ragheda Barake er libanesisk palæstinenser og kom til Danmark i 1993 med drømme om arbejde og uddannelse. Trods hendes store motivation og vilje til arbejde har Ragheda været i aktivering siden 1999. Men i 2011 lykkedes det Ragheda at komme tættere sin drøm.
Af Sanne Ida Eriksen antropologistuderende og studentermedhjælp i Integrationsnet.
Ragheda kom med i Integrationsnet’s beskæftigelsesprojekt ’Mit liv – Mit valg’. Her fik hun brudt med den sociale isolation og følte sig igen stærk nok til at tage kampen op med det danske arbejdsmarked. I dag er Ragheda i praktik - et stort skridt efter 12 års aktivering.
”Arbejde er det vigtigste for mig. Når jeg bare er derhjemme, sidder jeg og tænker på alt det, jeg kunne have været blevet, dem jeg savner i mit hjemland og alt det der gør ondt i min krop - det gør mig trist og deprimeret ”.
Med en gymnasial uddannelse i rygsækken kom Ragheda til Danmark fra det sydlige Libanon som 18-årig. I dag er Ragheda 37 år og bor i Mjølnerparken på Nørrebro med sin mand og børn.
”Jeg havde mange drømme engang, jeg fik gode karakterer i gymnasiet og ville være læge eller sygeplejerske”, fortæller Ragheda. Hun har været i aktivering siden 1999 uden at komme i arbejde og havde næsten mistet troen på nogensinde at kunne få et arbejde. ”Det er ikke god behandling at blive ved med den samme aktivering år efter år, det er alt sammen det samme, jeg kom aldrig videre”.
Hun følte sig i fangenskab og følte at hendes selvstændighed blev taget fra hende. ”Jeg vil gerne give noget og tjene mine egne penge og føle mig fri, så kan jeg blive mig selv igen – Jobcenter gør mig stresset, jeg kan ikke bestemme noget selv, eller rejse og besøge min familie, jeg kan bare vente på det næste brev fra Jobcenter – jeg føler mig slet ikke som mig selv.” For Ragheda var det hårdt, at hendes mand på førtidspension også var derhjemme - for så kom de nemt til at gå og trække hinanden længere ned.
I 2011 kom Ragheda med i projektet ’Mit liv – Mit valg’ på Nørrebro i København. Det gjorde hende stærk og i godt humør at komme ud og møde andre arabiske kvinder, hun kunne tale og grine sammen med.
”Jeg er jo et meget socialt menneske, jeg kan slet ikke klare bare at være derhjemme”. Det var første gang, at nogen havde skrevet ansøgninger sammen med hende, og gennem vejledning om hendes ressourcer fik hun modet igen og troen på, at hun kunne give noget til det danske arbejdsmarked.
Efter noget tid fik Ragheda en praktikplads fem timer om dagen som receptionist hos Ungdommens Uddannelsesvejledning i København, en praktikplads der har betydet meget for hende; ”Nu kan jeg sove om natten og stå op om morgenen og jeg har noget at lave, så har jeg ikke tid til de negative tanker ”. Især har det haft stor betydning i forhold til hendes børn. ”Jeg vil ikke have, de skal se op til mig, når jeg ikke arbejder, eller når jeg sidder derhjemme. Det er jeg ikke stolt af. Da jeg kom i praktik var de meget glade – nu skal mor på arbejde, sagde de, det gør mig meget stolt”.
For Ragheda kan det være en stor udfordring at arbejde, både hendes baggrund og problemer med knæ og ryg kan gøre det vanskeligt. Men for Ragheda er det alene en positiv udfordring.
”Jeg tænker ikke på min smerte, eller at jeg har ondt i min krop, når jeg arbejder og selvom jeg ikke kan klare ligeså meget arbejde som andre og ikke taler ligeså godt dansk, så ved jeg, at jeg godt kan nu og jeg bliver meget stærk - for når jeg arbejder, føler jeg mig fri”.
